Comwell Keller Park Cup 2015 i Brejning
Oven på en sæson med koldt blæsende vejr, undtagen DM i Vejle :-), var det dejligt at slutte denne sæsons VM-udtagelses stævner af med en weekend med perfekt kapsejladsvejr. Solskind og vind omkring 4-8 m/s. Stævnet i Brejning var godt, banerne lå fint. Når vinden kommer fra sydvest, er der altid ustabil vind ud fra Brejning Hoved. Det var der også denne gang. Svært at sejle under disse vindforhold. Men det er jo ens for alle.
Den båd der havde bedst styr på vindforholdene var SWE 591 med Henrik Edman fra Limhamn som rorsmand. Herunder ses de tre besætninger der blev bedst placeret ved Comwell Keller Park Cup 2015.

Grattis SWE 591, men også tillykke til DEN 535 og DEN 597.       

Vi blev sammenlagt nummer 20 ud af 27 deltagende både. Ikke en placering vi er glade for, men det rakte til at vi igen fik prisen for bedst placerede båd under sejlnummer 400 på den danske rangliste. Prisen som uddeles til de lidt ældre både. Så har vi også noget at sejle om. "Den Grimme Ælling" er fra 1978 og har altid sejlet kapsejlads, hvilket hun også bærer præg af. Hun er lidt blød i glasfiberen. Der kommer derfor meget let smilehuller ved røstjernene, når riggen spændes op til hård luft. Selv ved mellem trim slasker under- og overvant på krydset i læen. Vi er derfor, som Steffen siger, mest farlige i let og mellem luft. Når det blæser kan vi ikke rigtigt følge med.
Som noget nyt ved stævnet i år, havde Claus Høj Jensen tilbudt, at give råd og vejledning i trim af H-båden på vandet uden for Brejning Havn fredag eftermiddag. Dette tilbud tog vi og en håndfuld andre H-både selvfølgelig imod. Det var meget lærerigt, og vi takker for rådene. Claus Høj Jensen prøvede at styre "Den Grimme Ælling" og hun fik en god kritik. Hvilket jo betyder, at det efterhånden kun er op til besætningen, hvis vi skal blive mere stabile :-). Nå ja, og maden fra Hotel Comwell Keller Park var der rigeligt af!

Ellers var sæsonen for H-bådende på Vejle Fjord rigtig god. Vores trofaste dommere på vandet om torsdagen i Vejle, har gjort et godt stykke arbejde. Tak for det! Håber I tager en sæson mere.
Herunder ses de ni mandskaber, der kvalificerede sig til VM i Helsinki 2016.

Ranglistens ni bedste skippere. God tur til VM i Finland.  

Læg mærke til, at det altså er fire mandskaber fra Vejle. Tillykke til jer.
DEN 296 "Den Grimme Ælling" kommer til næste sæson og kæmper mod jer igen på Vejle inderfjord. Dejligt at vi hver torsdag næsten kan samle 15 H-både til start. Men vi vil godt være flere, ikke!
Der kom i denne sæson en båd der er hjemmehørende i Struer og en fra Nappedam og sejlede med om torsdagen. Fedt med al den gode konkurrence. Det giver jo bedre sejlere på den lange bane.
Torsdag den 24. september 2015 er sidste torsdagsejlads. Håber vi ses..


VM på Gardasøen
Hold da op, hvor er der smukt ved Gardasøen......
Der kom ikke nogen opdateringer fra os, mens vi var til VM ved Gardasøen. Tid og dårlig internetforbindelse gjorde det umuligt, at lave indlæg på vores hjemmeside dernedefra.
Men nu er det blevet tid til lidt info og nogle indtryk fra en oplevelse af de helt store.

H-bådene ved Malcesine havns nye flydebro.

Vindforholdene på Gardasøen gjorde, at der først skulle sejles om eftermiddagen. Vinden blæser lidt om morgnen fra nord, så drejer den omkring middagstid til en sydlig vind, som så er der til sidst på eftermiddagen, inden den dør igen om aftenen. Så vi skulle først sejle om eftermiddagen. Her blev der sejlet tre sejladser, når det var muligt. Den sidste dag var der regn og torden, som bevirkede at det blæste fra øst. Gardasøen er for smal ved Malcesine, så der kunne ikke sejles, idet banerne ifølge vores klasseregler her ville blive for korte.
Vindforholdene viste sig at være lidt specielle, idet der ikke var så meget vind midt ude på søen og der derfor skulle sejles på kanterne. Dette gav lidt trængsel på kanterne, når ca. 70 H-både skal krydse på banens ene fløj. Startlinen var lidt kort, så der var lidt kaos i de første starter. Det resulterede i, at der uvilkårligt var nogle både, der måtte starte i anden eller tredje række.
Temperaturen ved Gardasøen i den uge vi sejlede VM, lå mellem 32-38 grader Celsius lidt over det normale, så de fleste havde det varmt. Det skal tilføjes, at det ikke var meget bedre om natten, godt at aircondition er opfundet og installeret på de værelser, hvor vi boede.
Vi synes ikke det var let og det kan også ses af vores samlede resultat, som blev en 57. plads ud af 70 startende både. Vi kan dog trøste os med, at der trods den lidt skuffende placering, var fem Danske både efter os. Noget vi især glæder os over er, at det igen lykkedes af få en Dansk verdensmester. Tillykke til Claus Høj Jensen med besætning, som for 3. gang i træk blev nummer 1. Nu er de oppe på 5 stk. Flot!.
Noget der også er super flot er, at DEN 569 med Claus Hovgaard som rorsmand blev nummer 3. og altså fik bronze. Tillykke med det.

Claus, Morten og Henrik fra DEN 569 måtte også i baljen. Dejligt at blive nummer 3!

DEN 569 sejler til dagligt ud fra Neptun i Vejle, så vi synes selvfølgelig, at det er ekstra dejligt, at det var nogle næsten lokale der fik succes.
Alt i alt var det et godt stævne, og en stor oplevelse at være med til VM på Gardasøen. Tak til Peter Brix, der var "stand in" for vores ellers trofaste fordækkere. Tak til alle jer der støtter os, og tak for wildcardet, som gjorde det muligt for os, at få denne dejlige oplevelse med.

Næste udfordring for DEN 296 "Den Grimme Ælling" er VM-udtagelsesstævnet i Bogense den 22. august 2015, som er årets andensidste VM-udtagelsesstævne i dette års serie. Vi ses.
DM 2015 i Vejle
Endelig viste vejret sig fra dets venlige side, vores nye sejl blev hevet frem, og vi sejlede årets tredje VM-udtagelsessejlads, som samtidig også var DM. Vi har kun ros til Sejlklubben Neptun, de havde gjort et kæmpe stykke arbejde for at få dette års DM, til at være i den kategori, som vil blive husket som noget fantastisk. Alt på land fungerede, maden var god og der var rigeligt. Alt på vandet kan der kun gives rosser for. Gode baner, god baneledelse. Super med slæbeservice, når vinden ikke tillader at sejle ud til kapsejladsbanen. Forplejning (læs øl eller sodavand) uddelt via speedbåd på retursejladsen fra kapsejladsområdet og ind til Vejle Havn.

Fredag ingen vind, men der blev sejlet.

Resultatet for os, bliver der ikke spildt så meget krudt på. Vi blev 23 ud af 36 og vi blev ikke bedste gamle båd.
Steffen vandt en starterur, fordi han selv mener, at han er dårlig til at starte. Tillykke med uret...

DEN296 "Den grimme ælling" er i øjeblikket i Malcesine på Gardasøen og er klar til at sejle "Alpen pokal", som sejles fra den 15. juli til 17. juli 2015. Steffen Bøllund, Peter Brix og Steen Thomsen ønskes held og lykke med denne sejlads. Sejladsen fungerer som tuneup sejlads til VM, som sejledes fra den 20. juli til den 24. juli 2015. Her bliver det så Jens Wollesen der sejler i stedet for Steen Thomsen.

Følg med her de næste dage, hvor vi forsøger at skrive lidt nyt fra Italien.



Sparcup i Amtoft 2015

Et fantastisk stævne! Vi kommer igen til næste år.
Vejret var ikke med os om søndagen, så der blev kun sejlet om lørdagen. Vi sejlede to gode sejladser, en 8. og en 9. Plads, en hvor vi måtte udgå pga. defekt spiler og sidste sejlads om lørdagen blev ikke så god som dem først på dagen. Vinden var tiltaget, og vi fik valgt at placere os på den forkerte del af banen. Dette var ikke til at indhente igen, og så blev det til en placering i midten at feltet.
Alt i alt blev det til en 14. Plads ud af 26 startende både. Hvilket gav os en vinpræmie for bedste båd med sejlnummer mellem nummer 100 til 350, samt en vinpræmie for bedste fightende båd.

Sparcup i Amtoft 2015

Næste VM-udtagelsestævne er DM i Vejle, som foregår 2. - 5. juli. her skal vi ikke ud og køre og vi kan sove hjemme. Vi ses i Vejle...
Lige en opdatering fra VM-udtagelsesstævnet i Hundige, som afvikles her i weekenden den 8. - 9. maj 2015.
Der blev afviklet tre sejladser lørdag. Første sejlads startede vi med at vinduet i vores fok fik en stor flænge. Vi måtte derfor udgå og sejle ind til Hundige havn og skifte til nyt forsejl. Denne sejlads bliver derfor vores fratrækker. De to næste sejladser gik ok, når vi tager i betragtning, at der var meget vind og store bølger. Vi blev 12 og 14.
Status for lørdag to ødelagte forsejl, øv.
Søndag blev der sejlet tre sejladser. Vi sejlede den første, hvor der stadig var for meget vind, og da det så ud til at blive ved. Opgav vi at sejle de sidste to sejladser, for at spare på materiel og mandskab.
Vi fik vores nye Høj Jensen sejl udleveret til dette stævne, men valgte at sejle med nogle af de gamle sejl, fordi vi ikke ville risikere at ødelægge dem allerede ved første stævne.
Stævnet i Hundige var meget godt arrangeret, tak for det!, men vind var der for meget af efter vores mening. Der skal arrangeres DM for H-både i Hundige til næste sæson, og det skal nok blive godt, bare det ikke blæser helt vildt fra øst, for så kommer der altså meget høje bølger.



Om en måned glæder vi os til at skulle til Amtoft Bådelaug og sejle næste VM udtagelsesstævne.
Da vi kom hjem fra Hundige Havn søndag aften, afleverede vi båden til bådebygger for at få udbedret en skade på båden, som vi uforskyldt pådrog os onsdag aften under vores lokale kapsejlads. Spændende hvornår "Den Grimme Ælling" er klar igen.

Hurra! vi skal til VM på Gardasøen

Vi har fået et wildcart til dette års verdensmesterskab på Gardasøen i Norditalien. VM sejles fra 18. juli til 24. juli 2015. "Den grimme ælling" er i ugen op til VM allerede på Gardasøen idet den deltager i "Alpenpokal". Men det her er det største.

                    Bare lige en appetitvækker til os, der skal hertil.

Der skal allerede nu uddeles stor tak til vores trofaste sponserer, og den som er kommet til i denne sæson, idet de har gjort det muligt for os, at investere i ny sejlgarderobe. Det bliver igen Høj Jensen Sejl, der skal levere. Vi vil derfor være godt klædt på til det forestående VM på Lago di Garda.
Det forlyder, at der er 13 danske både, der får mulighed for at tage af sted. Det bliver fantastisk.
Så startede den nye sæson endelig. Torsdag den 9. april 2015 sejlede vi forventningsfulde afsted mod Vejle inderfjord, hvor vi skulle starte 18:30 og sejle to kapsejladser. Dejligt solskinsvejr og let vind. Gode forhold at starte op på. Vi var 13 H-både! Endda en fra Nappedam og en fra Struer. Det har åbenbart rygtet sig, at det er på Vejle Fjord det sker i øjeblikket.

       Her ses den nye bådtrailer, som Steffen har købt.

Første start blev for "Den grimme ælling" en tyvstart, den som intet vover, som man siger.....
Det blev til en placering midt i feltet, hvor vi fik sejlet os op gennem feltet.
Anden start gik meget fint, vi valgte søndenkysten alle andre nordsiden af fjorden. Hvad var det lige vi ikke så, som de andre så? Nå det blev også en midterplacering. Men så er vi i gang.
Tak til dommerbåden, som trofast hjælper hver torsdag igennem sæsonen med at få afviklet sejladserne.