Årets sidste udtagelsesstævne til VM i H-bådsklassen blev gennemført i weekenden 15. til 16. september. Stævnet foregik på vores hjemmebane i Brejning. Funder Cup 2012, som stævnet bliver kaldt, blev vundet af en svensk båd. I øvrigt samme båd, der vandt i Thisted til sidste VM-udtagelses stævne. Så han er klar til VM for H-både i Thisted og til Nordisk Mesterskab for H-både i Brejning til næste år. Den Grimme Ælling, DEN 296 blev nr. 22. ud af 36 tilmeldte både. Nok ikke lige den placering vi havde regnet med, håbet på, nu hvor det var på hjemmebane. Vi havde nogle gode sejladser, hvor vi blev nr. 10 og 13 og nogle dårlige sejladser samt en sejlads, hvor vi blev diskvalificeret. Diskvalifikationen skyldes en for os åbenlys situation, hvor en anden båd forbryder sig mod kapsejladsreglerne. Men skipperen på den anden båd fik pludselig hukommelsessvigt til protestmødet og så vandt han protesten. Meget usportsligt, men så blev vi så kloge. Og hvad har vi så lært. Man skal altid have vidner til en protestsag og at man kommer længst ved snyd, løgn og bedrag.

Funder Cup blev som altid afviklet superflot. Fremragende håndværk på vandet, men også veludført arbejde på land. Mad og musik var bare til rigtigt godt. Tak til alle i BBK for den store indsats.

Vores målsætning om at kvalificere os til VM i Thisted til næste år, blev ikke direkte indfriet, idet det indtil videre kun er de ti bedste på den Danske rangliste, der er direkte kvalificeret. Men vi må se, om ikke der bliver nogle flere pladser til Danske både, nu hvor det foregår i Danmark til næste år. Inden Funder Cup lå vi nr. 15 på ranglisten, så det bliver lidt spændende, om vi kan få lov til at deltage med Den Grimme Ælling.